Min første gang..

Jeg husker den første gang, jeg ikke turde lade være med at følge min mavefornemmlse. Selv om alle sagde det var vanvid, og at det i bogstaveligste forstand kunne slå mig ihjel.

Jeg var 21 år, havde lige fået beskeden om at jeg havde agressiv underlivskræft, og jeg derfor skulle have opereret hele mit underliv ud, aldrig få børn og skulle være på hormoner resten af mit liv. Jeg sagde nej tak foran tre meget autoritære læger. De sagde at så ville jeg dø. Jeg vidste helt ind i mine knogler at det skulle jeg ikke. Ingen af delene – hverken dø eller have hevet mit underliv ud. I stedet ændrede jeg mit liv 180 grader, og skabte selv min overlevelse. På min egen måde. 6 mdr. senere var jeg fuldstændig kræftfri. Og har været det lige siden.

Jeg husker den første gang jeg havde så meget smerte indeni, over ikke at leve i overensstemmelse med den kalden jeg kunne hører fra min sjæl, at jeg troede jeg faktisk skulle dø.

Jeg var 28 år, lå i mørket alene på frederiksberg hospital for 4. gang på to mdr. Jeg var lammet i ansigtet, kunne ikke sætte ord sammen i en forståelig rækkefølge, havde smerter alle steder i min krop og havde lige været i en CT scanner. Ingen læger kunne finde ud af hvad der var galt, det eneste de vidste var at min krop var ved at lukke ned og at nok ville være invalideret resten af mit liv.
Jeg havde forinden uddannet mig til ernæringsterapeut, chakra healer og Mastercoach. Jeg vidste præcis hvilken vej det var min skæbne at gå. Men blev ved med at udsætte virkelig at gøre det. Den nat besluttede jeg mig for aldrig mere at overhører min sjæl, når den ledte mig på vej.

Jeg husker den første gang jeg var ved at brække mig over mig selv, fordi jeg igen vågnede op ved siden af en mand som jeg egentlig ikke ville (og som heller ikke ville mig), i et forsøg på at få håbet om kærlighed tilbage. 

Jeg var 30 år, havde svært ved at glæde mig over, at se alle mine veninder få børn og mand, (på den vildt lykkelige måde), når jeg selv aldrig kunne få det til at lykkes.
Jeg løb fra den ene til den anden mand, for at holde depressionen fra døren, og det tomme hul i min mave opfyldt. Begge dele uden held. Til sidst var der ingen anden vej, end at rydde op og rydde ud i alt mit gamle (mentale) lort. For derinde at finde såret som var kilden til min evige mangel følelse. Og derefter langsomt – og nogen gange mega hurtigt – at heale igen. Så jeg kunne åbne mit hjerte for den rigtige mand.

Jeg husker den første gang jeg tillod mig selv at være sårbar, selv om jeg var rædselsslagen, og ikke vidste hvor det ville fører mig hen.

Jeg var 31 år, havde være på netdating i 5 mdr. og havde besluttet at det ville jeg ikke bruge mere tid på. Der var dog lige en sidste date jeg have sagt ja til, mest af alt fordi denne mand var meget insisterende. Jeg havde indvilliget i en gåtur en søndag formiddag, selv om han slet ikke var min type (udenpå). Det blev til 4 timer i snevejr, et akavet kys i en lukkende bus dør, og mig der sendte en sms til min veninde bagefter, hvor der stod; Nu har jeg mødt den mand jeg skal være sammen med. Nu 9 år senere, er han stadig den jeg eneste jeg ønsker at være sammen med.

Så hvorfor denne indvielse i (nogle af) mine første gange?

Helt enkelt.

Fordi hvis jeg kunne (og stadig kan) rydde op i alt mit shit og alt den støj på linjen, og skabe det liv og kærlighedsliv jeg ønskede mig…… Så kan du helt sikkert også.

Tro mig.

Kærligst

Marie-Louise

- Hvis du vil vide mere om hvordan du selv kan rydde op i dit shit, så tryk HER